Fra Aalborg til Sydnorge
Antonio, 21, studerer normalt til ejendomsservicetekniker i Aalborg, Danmark. For nogle uger siden fik han muligheden for at gennemføre sit praktikophold på Risør hotel i Sydnorge. Læs om hans oplevelse her!
Vil du fortælle hvor du har været og hvorfor du valgte at tage i praktik i Norge?
– Jeg har været i Sydnorge i en lille by, der hedder Risør, der ligger helt nede ved vandet. Her arbejdede jeg på et hotel som hedder Risørhotel i tre uger. Jeg hørte om muligheden om at komme i praktik i udlandet gennem min vejleder på skolen og Nordfokus. Jeg synes det lød rigtigt interessant og jeg ville blandt andet rigtigt gerne til Norge og opleve den norske kultur og se naturen. Jeg har hørt at Norge er et meget flot land. Samtidig var udlandspraktik en måde for mig at udfordre mig selv med en helt ny kultur og arbejdsplads.
Hvordan var det med at rejse fra Aalborg til Sydnorge?
– Det var rigtigt nemt. Vi tog bare færgen og så var vi det nærmest. Så var der en lille biltur fra færgen til Risør, som min vejleder tog med mig. Så det kunne ikke have været nemmere.
Hvordan var det med sproget, snakkede du norsk, dansk eller engelsk?
– Ejeren af hotellet kunne jeg nogenlunde forstå, så han snakkede norsk til mig og jeg snakkede dansk til ham. Hans kone kunne jeg dog slet ikke forstå, så vi snakkede på engelsk med hinanden.
Hvilken slags opgaver havde du på praktikstedet?
– Jeg lavede en masse standardopgaver, som ikke var meget anderledes end det jeg er vant til at lave i Danmark. Det var alt fra mindre reparationer, maleropgaver og udskiftning af batterier til nøglekort. Vi brugte også en uge på at sortere og oprydde et værksted, hvor vi skulle beslutte hvilke ting der kunne bruges og gemmes og hvilket der skulle smides ud. Alt det der skulle smides ud, kørte vi efterfølgende på genbrugsstationen.
Hvad lavede du i din fritid?
– Jeg gik lange ture gennem deres klipperige natur. Ellers brugte jeg en del tid på at lave en masse dronevideoer.
Hvor boede du og var det svært at finde bolig?
– Jeg lånte en fuld lejlighed af hotellet, hvor jeg kunne bo og lave mad og hygge mig når jeg havde fri, så det var rigtigt nemt.
Ville du tage i praktik i udlandet igen hvis du fik chancen?
– Ja jeg har snakket med min vejleder om, at jeg måske skal i praktik i Island efter nytår!
Vil du så også anbefale andre danskere at tage praktik i udlandet?
– Ja. Jeg synes at man får en helt anden oplevelse, når man også arbejder i landet end man får som turist. Jeg gad godt tage af sted igen en gang.
Er der ellers noget du vil fortælle om?
– Jeg synes bare det var en fantastisk tur generelt og jeg vil rigtigt gerne gøre det igen. Næste gang vil jeg dog se om jeg kan få en ven med, så man har en kammerat at hygge sig med derovre.