Tredjelandsborgere bør ikke opfattes som en byrde

Tirsdag d. 16. januar deltog programchef Morten Fabricius Meyer i et spændende møde arrangeret af Region Skåne, Region Hovedstaden, Greater Copenhagen og OECD. Fokus på mødet var at få vores input omkring forholdene for tredjelands borgere i Øresundsregionen.  

Sammen med en lang række aktører, der har daglig berøring med tredjelands borgere i Øresundsregionen, kunne vi påpege en lang række barrierer for at arbejde og flytte sig på tværs af grænsen. I en tid med stor mangel på arbejdskraft i specielt hovedstadsområdet er det tankevækkende, at administrative begrænsninger fra de respektive regeringer, betyder at kvalificeret arbejdskraft ikke kan komme ind på arbejdsmarkedet.  

Når vi hører om tredjelandsborgere, der rekrutteres til konkrete stillinger glemmes det ofte, at der også følger en familie med. Denne er ofte låst til det pågældende land, hvor man får opholds- og arbejdstilladelse. Vi bør blive bedre til at arbejde med at fjerne disse unødvendige barrierer og arbejde på at skabe et grænseløst arbejdsmarked – specielt i grænseregioner som Øresundsregionen. Der er kæmpe potentialer for arbejdsgiverne når det kommer til rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. Alene i Region Skåne udgjorde andelen af tredjelands borgere 16,5 % af befolkningen i 2022, og specielt i Malmø området har denne gruppe utroligt svært ved at komme ind på arbejdmarkedet.  

Nordfokus byder OECD arbejdet velkommen og håber, at det kan munde ud i konkrete samarbejder mellem den danske og svenske regering for at sænke antallet af lovgivningsmæssige og administrative barrierer for et grænseløst arbejdsmarked. I sidste ende bør tredjelands borgere anses for at være et aktiv for erhvervslivet og ikke en byrde, der mødes med mistænksomhed, som vi ofte oplever i dag.  

Programchef Morten Fabricius Meyer

Forrige
Forrige

Forpligtende samarbejde over Sundet

Næste
Næste

Från Malmö till Köpenhamn